fredag den 24. februar 2012

Så er vi på banen igen..

Efter en uge i vores nye lejlighed, ser det nu ud som om, vi har fået internet op at køre, og kan derfor blogge endnu et indlæg til jer.
Siden vi skrev sidst, er der sket et par ændringer i vores hverdag i Sydney. Den største ændring (eller forbedring), som er sket, er at vi endelig har fået vores eget sted at bo. Inden vi flyttede fra Coogee, nåede vi dog at besøge deres populære Running Sushi restaurant, som vi bestemt mener er værd at blogge hjem om! I Australien er det faktisk muligt at spise sig mæt i sushi, uden at skulle slippe flere hundrede kroner per mand.
Søndagen inden vi flyttede, tog vi et smut ud til Australian Open of Surfing. Det er en stor international surfing konkurrence, som bliver holdt på Manly Beach, ca. 30 minutters sejltur fra Circular Quay (tæt på hvor vi bor). Der var fuld sol og 30 grader hele dagen, så det nød vi i fulde drag. Den dag vi var derude, var det unge drenge og piger, som skulle konkurrere, og det var imponerende hvad de kunne på et surfboard. Det bliver spændende at se, om vi nogensinde kommer op på et board efter et par timers undevisning, som vi planlægger at tage på et senere tidspunkt.
Lejligheden vi er flyttet i, ligger tyve minutters gang fra Bondi Beach, og tæt på busser, som går ind til centrum. Vi er flyttet sammen med tre andre danskere, hvilket gjorde det muligt at få en større lejlighed til færre penge. Lejligheden består af en forholdsvis stor tv-stue/spisestue, et smule umoderne køkken og et badeværelse, som sagtens kunne være inspireret af Playboy Mansion. Derudover har vi tre separate soveværelser, som vi deler 2 og 2. Vores "backyard", som mægleren kaldte det, består af en baggård med skraldespande og et tørrestativ, men det er åbenbart hvad man kan få i Sydney. Personerne vi er flyttet sammen med, er alle jura-studerende, men meget søde alligevel :) Efter lidt over en uge i lejligheden sammen, har vi allerede fået skabt vores helt eget 90210 fællesskab.
Efter vi er flyttet til 2/177 Old South Head Road i Bondi, har vi også haft tid til at besøge Darling Habour. Darling Harbour er et flot og hyggeligt havneområde, som dog er ret turistpræget. Den dag vi tog derud, var der rigtig godt vejr, og synet ud over de mange yatchs i havnen, var rigtig flot. Havnen er helt klart et besøg værd, og de mange restauranter, som ligger på havnepromenaden er svært tiltrækkende.
Det var lidt updates fra vores hverdag i Sydney for denne gang. Pas på jer selv indtil vi skrives ved igen :)

1 kommentar:

  1. Hej Sara!
    Forsinket tillykke med fødselsdagen! Skønt at se, at I er landet godt Down Under.
    Kh. Lars, Berit, Mai og Emil

    SvarSlet