torsdag den 26. april 2012

Efter Spring-break

Efter vi er kommet hjem fra spring-break, og har haft lidt tid til at fordøje oplevelserne, skal I også have del i dem.Det hele startede med at vi fløj fra Sydney-Hervey Bay. Her havde vi booket et hostel på forhånd, som heldigvis viste sig at være rigtig hyggeligt.
Tidligt mandag morgen blev vi så afhentet i bus af Dingo-Tours og kørt ned til havnen, hvor vi skulle med færge over til Fraser Island. Fraser Island er en ø, som ligger ud for Australiens østkyst i delstaten Queensland. Øen er med i UNESCO's verdensarvsprogram, fordi den med en længde på 122 km og en bredde på op til 25 km er verdens største sandø. Der vokser regnskov i sandet, afvekslende med sandklitter og ferskvandssøer, hvilket vi alt sammen var ude og se i løbet af dagen. Heldigvis havde det regnet nogle dage i forvejen, så 4-hjulstrækker-bussen kunne nogenlunde komme rundt på øen uden at sidde fast, men det var noget af en vild bus-tur.
Vi havde en rigtig hyggelig dag på Fraser og vejret var 100% med os hele vejen. Da vi kom tilbage til Hervey Bay, havde vi lokket buschaufføren til at sætte os af ved Greyhound-busstoppestedet. Vi havde nemlig bestilt plads i en natbus hele vejen op til Airlie Beach. Da det er en 12 timers køretur, ville vi spare en overnatning på turen, og hvad der er sparet - det skal bruges! Vi ankom om formiddagen i Airlie Beach, hvor vi heldigvis kunne få opbevaret vores kufferter på det hostel, som vi skulle bo på 3 dage senere. Med ud på den bådtur vi havde bestilt, var det nemlig kun muligt at få en lille taske med. Bådturen vi havde bestilt skulle være en hyggelig, stille og rolig sejltur rundt omkring Whitsundays-øerne. Dette skulle dog hurtigt vise sig at blive noget anderledes, da det begyndte at blæse op...
Bådturen startede ud rigtig fin. Der var fuld solskin og det blev udnyttet med solbadning og ød-drikning på dækket. Vi kastede også anker et fredet sted, hvor vi fik lov til at snorkle rundt blandt hundredevis af farverige fisk. maden om bord var af rigtig god standard og besætningen ligeså. Det eneste der trak denne sejlbåd ned, var den trænge soveplads.
den næste dag var vejret ikke helt så meget med os som de foregående. Det blæste en del og vi kom ud i nogle ret høje bølger. Vi fik besked på at sætte od med fødderne ud over bådens kant og holde ved, for nu kom der gang i båden. Vi satte fartrekord for besætningen i denne båd mens vi sejlede op og ned af 4 meter høje bølger. Vandet stod ind over os og vores fine gule regnjakker. Det var noget af en sejltur vi var kommet ud på.
Vejret var heldigvis ikke så dårligt, at vi ikke kunne kaste anker og bevæge os ind på en af Whitsundays-øerne. Herinde fandt vi whitehaven Beach, som er en 7km lang strand. Den er kendt for sit hvide sand, hvilket også er en af grundene til at den altid bliver valgt i top 5, når de bedste strande i verden bliver valgt. Sandet består af 98% cilicum, hvilket gør at det har så ren og hvid en farve. Sandet optager heller ikke varme, som almindeligt sand gør, hvilket gør det rart at gå barfodet, selvom solen står lige på. De eneste der har ret til at fjerne sand fra Whitehaven Beach er NASA, som bruger det fine sand til at lave mikroskoper af. Selvom der var overskyet det meste af tiden, som vi tilbragte på stranden, var det stadig nemt at fornemme hvor smukt der var.
Efter bådturen og en enkelt overnatning inde i Airlie Beach, satte vi os endnu engang ind i bus for at køre til vores endelige destination Magnetic Island. Magnetic Island er en 52 km² stor ø udenfor Australiens østkyst og den rummer kun ca. 2100 indbryggere. Den første europærer på øen var James Cook i 1770, hvilket de reklamerede godt med derovre. På øen var det muligt at leje en bil, som gjorde det hurtigt, billigt og nemt at komme rundt på øen, hvilket vi da benyttede os af. Vi havde planlagt at køre forbi en dyrepark, hvor vi havde hørt, at det skulle være muligt at holde en koala. Det viste sig, at det også var muligt at holde alle mulige andre vilde dyr, hvilket vi - mere eller mindre glædeligt - benyttede os af.
Det var lidt om oplevelserne på vores 8 dages tur op af østkysten. Vi oplevede en masse ting, som vi ikke havde regnet med og havde i det hele taget en helt uforglemmelig tur.
Hilsen fra os i Sydney

2 kommentarer:

  1. Hej Sara,
    Sikke en fantastisk tur, I har haft!
    Vi er ved at gøre klar til Mais konfirmation, som du jo desværre ikke kan være med til.
    Ha' det rigtig godt!
    Kh.
    Berit, Lars, Emil og Mai

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Berit
      Det var også en rigtig god tur - en super oplevelse! Håber også at i alle har det godt derhjemme og at Mai får en rigtig fin konfirmation.

      Knus Sara

      Slet